En forrygende første uge!

Projekt SEXUS gik i luften natten mellem den 3. og 4. september – og forskerne bag har i den forløbne uge haft travlt med at forklare befolkningen, hvad det hele går ud på.

Natten til mandag den 4. september 2017 modtog de første af i alt ca. 200.000 15-89-årige danskere via deres e-Boks en invitation til at deltage i Projekt SEXUS, som skal tage temperaturen på danskernes seksuelle trivsel og kaste lys på samspillet mellem seksualitet, livsstil, sundhed og sygdom.

Dagens Julius 7. sept 2017, Jens Julius Hansen

"Er det tolvte eller trettende gang, du er inde for at tjekke, om du er med i den store undersøgelse, Kjeld? (Dagens Julius - af bladtegner Jens Julius Hansen - er bragt i flere jyske medier: Nordjyske, Fredericia Dagblad, Horsens Folkeblad, mv.)

Pressemodtagelsen har været overvældende, og hele ugen satte bl.a. TV2 Nyhederne fokus på vigtige emner som lyst, seksuelle problemer, seksualundervisning og børns, unges og ældres seksualitet. Projektets to bagmænd, overlæge Morten Frisch (SSI) og professor Christian Graugaard (AAU), optrådte flittigt i både skrevne, digitale og æterbårne medier for at forklare danskerne, hvad Projekt SEXUS går ud på, og hvordan de ved deres deltagelse kan være med til at sætte fokus på et vigtigt, men ofte forsømt sundhedsaspekt.

Du kan se et udpluk af de mange presseoptrædener HER. En uge inde i projektet er tusindvis af besvarelser allerede tikket ind, men en høj deltagelse er også altafgørende for undersøgelsens lødighed og styrke, så forskerne håber, at besvarelserne vil blive ved med at strømme ind. Der vil blive udsendt invitationer over de næste par måneder, og de første resultater af Projekt Sexus ventes klar i løbet af 2018.