Seksualitet har mange ansigter

Seksualitet spiller en stor og positiv rolle i langt de fleste menneskers tilværelse. Et meningsfuldt og berigende intimt liv giver overskud og livsglæde, og i en nyere dansk undersøgelse fortalte ni ud af ti 15-95-årige, at de betragtede et godt sexliv som vigtigt eller særdeles vigtigt.

Seksualitet har ingen alder, men mange ansigter

For nogle mennesker er nærhed og blide kærtegn det mest seksuelle i verden, for andre giver det sommerfugle i maven at eksperimentere og afprøve grænser. Desuden kan ens seksuelle lyster og behov forandre sig. Fra situation til situation. Fra én livsfase til den næste.

pande mod pande ældre par

At kysse, holde i hånd eller ligge tæt kan være stærke erotiske oplevelser. Det samme kan onani eller samleje med et andet menneske.

Seksualitet kan volde hovedbrud

Seksualiteten er en vigtig ”trivselsfaktor”, men som alle ved, kan den også volde hovedbrud, ærgrelser og stress. Hvis man eksempelvis ikke kan få dækket sine behov, fordi man er syg eller funktionshæmmet. Hvis man oplever plagsomme sexsygdomme eller seksuelle dysfunktioner som tørhed i skeden eller rejsningsbesvær. Eller hvis man ikke kan finde den rigtige partner.

Pige med overskæg

Nogle har ubehagelige oplevelser i bagagen, som gør det svært at trives seksuelt. Andre føler ikke, at de kan udleve deres seksualitet, fordi det omgivende samfund har svært ved at forstå eller acceptere deres lyster.

Læs mere om seksualitet og trivsel under Seksualitet og sundhed.

Sidst redigeret 27. september 2017

Eksterne links

Læs mere om danskernes seksualitet:

Seksualitet og sundhed
Vidensråd for forebyggelse, 2015

Forebyggelsespakke - Seksuel Sundhed
Sundhedsstyrelsen, 2012

Sygdomsbyrden i Danmark - risikofaktorer
Sundhedsstyrelsen, 2016